Undervisningsbøger

Undervisningssystemer i DSS-Singapore

 

I forbindelse med DSS-Singapores opstart i foråret 2009 brugte Tina og Henriette lang tid på at sammenligne forskellige undervisningssystemer.  Det blev opstillet nogle kriterier i forhold til valg  af materialer. Det var et ønske at flergangs materialerne skulle opfylde  fag -formålene anno 2009 samt udfra et økonomisk hensyn kunne holde i 10 år frem. For at synliggøre og skabe overblik indenfor de enkelte fagområder i danskfaget, var det også et ønske at have en skarp opdeling af grammatik og læsning/litteratur undervisning.  Da mange af eleverne på de internationale skoler ofte har kopimaterialer, var det også et ønske at eleverne oplevede at arbejde i rigtige bøger.

 Undervisningssystemer i foråret 2009 blev valgt  ud fra følgende kriterier.

-Så dækkende som muligt i forhold til undervisningsministeriets  fagformål.

-Så få systemer som muligt for at synlige gøre og sikre progressionen i fagligheden.

-Nye og indbydende materialer samt spændende layout.

 

Her er en beskrivelse af hvilke systemer der blev valgt og de få justeringer der blev lavet i det første skoleår.

Der blev i første omgang indkøbt systemer til følgende fagområder.

Bogstavindlæring og læsning 0.klasse.

”Nisserne i Ådal” er et nyt materiale der tilgodeser de krav der i dag stilles til undervisningen i 0.kl. Der blev indkøbt læsebøgerne” ABC-læsebogen” og efterfølgende ”Nisserne i Ådal” samt ”Vokalbogen” og ”Konsonantbogen”

Som ekstra materialer i forhold til læsning til brug i 0. – 2. klasse blev der indkøbt Søren og Mette bøgerne.

Forlaget skriver om materialet:

 

Begyndende læsning
Nisserne i Ådal til børnehaveklassen er begyndende læseundervisning. Børnene lærer bogstaverne at kende og øver sig i læsning, stavning og skrivning af lette, lydrette ord og små sætninger.

Lyd og bogstaver
Børnene arbejder med sprogets lyde og lærer at skelne hvert bogstavs lyd. Finmotorikken trænes i håndskrivningen af hvert bogstav med fokus på skrivestilling, skrivegreb og skrivevej.

Vokalbogen
Vokalbogen præsenterer vokalpigerne og nisseskolens elever. Bogen arbejder med vokalbogstavernes navne og lyd samtidig med, at børnene øver sig i at håndskrive vokalerne.

Konsonantbogen
Konsonantbogen præsenterer konsonantdrengene, som lærer børnene konsonantbogstavernes navne, lyd og form. Samtidig bruges alfabetets bogstaver til læsning, stavning og skrivning af lette, lydrette ord og små sætninger.

På eventyr i Ådal er en let læsebog til 0. klasse med eventyrlige historier og præsentationer af kendt børnelitteratur. Læsebogen er skrevet med lette, lydrette og lydnære ord og enkelte hyppige småord, så den er velegnet til både systematisk læseundervisning og litteratursamtaler. Bogen sætter desuden fokus på ordkendskab, som er et vigtigt mål i Fælles Mål 2009.

I arbejdet med På eventyr i Ådal lærer eleverne at anvende sikre strategier til både afkodning og forståelse. Flemming B. Jeppesens charmerende illustrationer inviterer eleverne til meddigtning, og de sendes direkte ind i Ådals eventyrlige natur, hvor alt kan ske. I de detaljerede og farverige opslag oplever eleverne sammen med de to hovedpersoner både råhygge og farlige opdagelsesture i Mios kano, samtidig med at de lærer at læse.

 

 

Læseindlærning/Litteraturundervisning

Der var flere muligheder i forhold til læse/litteratur systemer.  Mange danske børn der er bosat i udlandet kender læsebogen ”Ny dansk  i” med tilhørende arbejdesbog da den indgår i Danes Worldwide’s fjernundervisning.  Systemets udvalg af tekster tager ofte udgangspunkt i den danske kultur. Systemet går fra 1. til 9. klasse. Arbejdsbogen er et mix af opgaver til teksterne og grammatik opgaver. Systemet er af ældre dato og virker gammeldags også selv om det er genoptrykt i en ny udgave.  For at opfylde ønsket om nyt og spændende og ikke mindst fagformålene bedst muligt blev det besluttet at indkøbe tre forskellige systemer:  1) til indskolingen, 2) til mellemtrinet og 3) til overbygningen.  

Indskolingen: Læseindlæring  1.-2. klasse.

”Den første læsning” for 1.klasse samt arbejdsbogen.

”Den første læsning” for 2. klasse samt arbejdsbogen.

Forlaget skriver om materialet:

 

Den første læsning bygger på den nyeste viden om børns læse- og staveudvikling. Materialet henvender sig til de lærere, der ønsker at prioritere den første læse- og staveundervisning højt, for at sikre at så mange elever som muligt kommer i gang med at læse og skrive.
Læs mere
I Den første læsning er formålet at lære at læse og skrive, og sproget er hele tiden i centrum i det daglige arbejde med bogstaver, læsning og stavning. Bogstavgennemgangen i materialets bogstavbog bygger på et grundigt arbejde med sprogets lydside, og gennem en kombination af bogstav-lyd-arbejde, læse- og staveaktiviteter leder materialet eleverne sikkert på vej fra lyd til læsning.

Hensigten med materialet er, at eleverne i løbet af begyndertrinnet får en så god læsefærdighed, at de kan læse med forståelse og få læseoplevelser på egen hånd. Nøglen til disse læseoplevelser er en hurtig og præcis læsning, som opøves gennem en struktureret læseundervisning.

 

Som ekstra materialer i forhold til læsning til brug i 0. – 2. klasse blev der indkøbt Søren og Mette bøgerne.

Mellemtrinet:Litteratur-undervisning 3. – 6. klasse

”Fandango”  3. til 6. klasse

Forlaget skriver om materialet:

 

Fantastiske læseoplevelser
Fandango er et inspirerende dansksystem til mellemtrinnet med masser af energi og fantastiske læseoplevelser. Forfatternes kærlighed til børnelitteratur gennemsyrer tekstvalget og arbejdsmetoderne. Mødet med det litterære univers og arbejdet med sproget udvikler elevernes ordforråd og viden om verden.

Undervisning i dialog
For at forstå den moderne børnelitteratur skal der læses på, mellem og bag ved linjerne. Fandango udvikler eleverne til kompetente og glade litteraturlæsere gennem en dialogisk undervisning.

Det spiraliske forløb
De enkelte klassetrin i Fandango er bygget op over samme skabelon. Grundbogen arbejder med personkarakteristik, miljø, virkemidler, komposition, fortæller og synsvinkel, intertekstualitet og tema. Hvert år vender eleverne tilbage til de samme litteraturfaglige begreber og udbygger deres viden.

Forfatterskab, film og kunstner
På hvert klassetrin arbejder eleverne i dybden med et forfatterskab, en film og en kunstner. Her sættes alle de forskellige litterære begreber i spil.

 

 

 

Overbygningen: Litteratur-undervisning  7.- 9. klasse.

”Vild med dansk” 7. – 9. klasse.

Forlaget skriver om materialet:

 

 

Suveræn dansk til overbygningen

Sprog, litteratur og medier

Vild med dansk arbejder med sprog, medier og litteratur. Sagprosa og film er prioriteret, og eleverne får redskaber til at analysere den sproglige, visuelle og digitaliserede virkelighed. Litteraturen har en vægtig plads og sætter nærlæsning i fokus

Interaktiv mediepakke                   
Mediepakken består af en dvd med fiktions- og dokumentarfilm og et website www.vildmeddansk.gyldendal.dk. På websitet findes bl.a. Artlovers - datingportal for kunst og kunstelskere til arbejdet med billedkunst, musikvideo, sange og anmeldelsessite.

Storyboard til årsplanen
Vild med dansk er bygget op over et storyboard, der konkretiserer de danskfaglige områder. Storyboardet giver overblik over samtlige tekster, arbejdsformer, faglige slutprodukter og evalueringsmetoder og kan bruges direkte i lærerens årsplan.

Fokus på produkt og evaluering
Hvert undervisningsforløb foreslår et fagligt slutprodukt, fx mediepræsentation og mundtlig præsentation. Alle forløb har en evalueringsmetode indbygget, så eleven og læreren får redskaber til at synliggøre og fortsætte arbejdet.

 

Skriftlig dansk  1. – 9. klasse.

”Ny skriftlig for…”

”Ny Skriftligt for…” er opdateret i forhold til de krav, en moderne undervisning i skriftlig fremstilling stiller. Der arbejdes bl.a. med alfabetisering, bøjning af ord, billedanalyse, faglig læsning og skriveopgaver. Der arbejdes med alle grammatiske emner og lægges vægt på, at eleverne får redskaber til informationssøgning og til at formulere sig selvstændigt både i fiktion og non-fiktion.

”Stav” 0. - 8.klasse

Der blev indkøbt ”Stav” til alle årgange. Efterfølgende blev det vurderet at ”stav 0” og ”stav 1” ikke passede ind i DSS-Singapores  undervisningform med en time om ugen. Det var for omfattende at skulle gennemgå og arbejde med bøgerne. 

Der blev også valgt en række suppleringsmaterialer til eleverne i 0. - 5 klasse.  Her var det primært bøger fra Forlaget Delta der blev indkøbt.    

Fritlæsningsbøger

Ud over undervisningsmaterialerne råder skolen over et bibliotek med bøger der kan lånes med hjem. Se mere under fanen bibliotek.

Eksempler på bøger:
Dingo læse selv bøger 0.-6. klasse
Gyldendals fagbøger for børn

Drageherreren og Krigerprinsessen af Josefine Ottesen
Robin Hood

Eva og Adam bøgerne
Skammerens datter