Referat

Referat fra orienterende forœldremøde i DSS,

onsdag d. 14. september 2011 kl. 19 i lokale G22 på OFS

 

1.       Foredrag ved Else Vistisen fra Combined Therapies
Else gav med udgangspunkt i hendes daglige arbejde med især børn, et meget interessant foredrag om, hvordan kroppen kan påvirkes af både indre og ydre påvirkninger.
Else har mange års erfaring som både ergoterapeut samt Bowen og Emmet practicioner i arbejdet med børns og voksnes velbefindende, holdning, balance samt specifikke diagnoser.
 

2.       Generel orientering ved formand Diana Mortensen
Diana bød velkommen til de godt 30 fremmødte og startede med at præsentere vores undervisere samt bestyrelsen.
Derefter gav hun en kort introduktion til DSS, opstarten i 2009, særlige arrangementer i forbindelse med sommer- og juleferie, det daglige arbejde og ikke mindst de udfordringer vi møder i arbejdet.

Disse udfordringer er dels at en del børn bliver tilmeldt meget sent til undervisningen og at det derfor kan være svært for skolen at have nok materialer klar til alle børn, da materialerne skal bestille i DK – og ikke mindst i god tid pga. leveringstid, ferie mv. Dels at vi løbende skifter ud i staben af undervisere samt i bestyrelsen, da folk jo for de flestes vedkommende kun er i Singapore for en kortere årrække. Vi har derfor meget fokus på nye potentielle medarbejdere og partnere.

I bestyrelsen har vi også nogle ønsker. Blandt andet mangler vi flere biblioteksbøger. Dels til de yngre elever der låner mange bøger, dels til de ældre elever, som vi endnu ikke har så mange bøger til. Så hvis nogen har kontakt til et firma der gerne vil sponsorere eller være med til at sponsorere sammen med flere firmaer må I gerne henvise til os. Vi skal bruge SGD 2.500 for at få købt alle bøgerne på ønskesedlen.

 

Det er lykkedes os inden for det sidste år at få følgende sponsorer, som vi gerne vil sige et stort tak for hjælpen til!

 

Tuborgfondet hjalp os sidste år til at vi kunne afprøve konceptet med førskolegruppen for de 5-årige. Dette er nu blevet en fast bestanddel af vores tilbud med Stine som ansvarlig pædagog.

Norden sponsorerede indkøb af bærbar pc samt printer og ekstern harddisk.

Da vi i februar havde besøg af Verdensholdet sponsorerede Santa Fe transport af materiellet mens holdet var i Singapore.

Viking og Nordea valgte at forlænge deres sponsorat, som de i sin tid gav til skolens opstart. Sponsoraterne kører for et år.

 

Og vi har her i det nye år fået tre nye sponsorater på et år, nemlig Fairprice Antique, Change samt News:watch.

 

3.       Orientering fra skoleleder Malene Schøler
Ordet blev herefter givet til Malene.

Vi holder i dette skoleår fast ved undervisning af de fleste elever om tirsdagen, da det fungerer bedre for børnene med undervisning først på ugen. Dels har de mere energi, dels er der mange af eleverne fra Elementary på OFS der har aktiviteter efter skole enten mandag eller onsdag og dels laver de fleste lektierne i weekenden og de er dermed i større erindring end da vi havde undervisning om torsdagen.

Med kun en undervisningstime om ugen kan eleverne kun nå at få et vist kendskab til undervisningsmaterialerne og det er derfor vigtigt at der bliver arbejdet med tingene derhjemme. Men det er forældrenes vurdering hvor meget den enkelte elev magter. Lektieniveauet er forsøgt lagt ud fra en gennemsnitselev og med et forbrug på ½-1 times lektier pr. uge

Den faglige spredning i klasserne er stor, men vi finder det vigtigt at børnene så vidt muligt er placeret i alderssvarende klasser med alderssvarende materialer. Vi har dog flere børn der går en klasse over eller under deres alder.

Med kun en time om ugen er der fokus på det faglige. Vi henstiller derfor til at eleverne er forberedte og undervisningsparate, når de kommer og opfører sig ordentligt i timen, så læreren ikke skal bruge tid på at snakke om god opførsel.

DSS er godkendt til at købe og anvende godkendte tests fra Danmark til læse- og staveprøver. Prøverne må ikke udleveres, men bruges som grundlag for forældresamtalerne i foråret. Lærerne kan også vælge at bruge dem i løbet af året til en vurdering af niveauet for at tilrettelægge undervisningen mest optimalt.

Skolen er for mange vigtigt i forhold til at skabe et socialt netværk – både for børn og voksne ved f.eks. at arrangere legeaftaler eller at holde dansk fødselsdag for sin danske skoleklasse.
 

4.       De fremmødte forældre mødtes med lærerne i mindre grupper og der blev serveret kaffe og kage.

5.       mødet sluttede i grupperne.